|
PRESSEMEDDELELSE
Premiere på nye Strandlyst-fritidshuse fra EBK: Moderne nostalgi er et hit
Strandlyst-sommerhuset fra EBK emmer af nostalgi og forgange somre – og det har ramt rent ind i danskernes smag. Derfor har EBK netop udvidet fritidshusserien med to helt nye modeller – Strandlyst 83 og 97 – der har premiere i februar på to af EBKs faste fritidshusudstillinger.
EBKs fritidshusserie Strandlyst er indbegrebet af det klassiske fritidshus, som de fleste af os kender det fra vores barndoms somre. Et smukt, sort træhus med hvidmalede småsprossede vinduer og et sort afvalmet tag. Og danskerne er vilde med husets nostalgiske look og moderne bekvemmelighed.
”Siden lanceringen af Strandlyst-serien i foråret 2007 har vi oplevet en overvældende interesse for serien, der er faldet helt i kundernes smag. Netop pga. den lidt nostalgiske stil”, fortæller EBKs marketingdirektør Dorthe Keinicke Bastved og uddyber:
”Mange har oplevet at holde ferie i et træsommerhus fra første halvdel af 1900-tallet – som findes i de klassiske sommerhusområder i bl.a. Søndervig ved Vesterhavet og Tisvilde i Nordsjælland og har minder forbundet med disse ferier. Vi oplevede hos en del kunder behovet for et alternativ til de moderne fritids- og helårshuse med store glaspartier. Det var præcis derfor, vi udviklede Strandlyst-serien i en helt anden stil”.
Lyst indre og lækkert udeliv
Strandlyst-fritidshuset kombinerer klassisk nostalgi med moderne indretning samt lækre materialer. Indenfor skaber de småsprossede vinduer en hyggelig og lidt privat atmosfære. Men samtidig åbner de småsprossede dobbeltdøre i stue og gang huset op mod omgivelserne og giver netop den sammenhæng mellem ude- og indeliv, der er selve kernen af sommerhuslivet. Med sit loft til kip har Strandlyst samtidig et lækkert, lyst indre. En flot tagudbygning med to runde søjler skaber en lækker overdækket terrasse – og den tilbagetrukne facade danner en smuk verandalignende overdækning. Disse to træk ved huset er virkelig noget, som forlænger udesæsonen.
Nyhed: Strandlyst 83 og 97
Serien er nu blevet udvidet til 4 husstørrelser, hvoraf de to nye modeller – Strandlyst 83 og 97 – i februar har premiere på to af EBKs permanente udstillinger.
Alle Strandlyst-husene er bygget op omkring en gennemlyst stue i åben forbindelse med køkken-alrummet og det lækre terrassemiljø udenfor. Rummet er husets hjerte og stedet, hvor du virkelig kan nyde samværet med både familie og venner.
I Strandlyst 83 er der en entré med indgang til lækkert badeværelse og gæsteværelse. Herudover har huset 2 soveværelser – og en lækker overdækket træterrasse (15 m2) med direkte udgang fra stuen. Den delvis overdækkede træterrasse fungerer som en naturlig forlængelse af husets indre og er perfekt til sommeraftenerne, når duggen er faldet. Fra det åbne køkken er der naturligvis også en dør, som fører direkte ud i det fri, så det altid er nemt at spise ude og følge solens gang.
Strandlyst 97, som er et vinkelhus, har også 3 soveværelser, men er yderligere udstyret med en stor overdækket veranda, en lækker entré med praktisk skabsplads samt et gæstetoilet. Den hyggelige veranda og den store, delvis overdækkede træterrasse på 24 m2 i kombination med udekøkkenet bliver med sikkerhed sommerferiens omdrejningspunkt.
Begge huse har flotte, lyse trægulve i sove- og opholdsrum, HTH-elementer i køkkenet og badeværelset samt Siemens hvidevarer. Denne eksklusive husserie er både i materialer og indretning fleksibel - og kan skræddersyes netop den enkelte families behov. Måske kunne det være rart med et ekstra værelse – eller en udendørsbrus til at skylle saltet og sandet af kroppen efter dagen på stranden?
Byt til nyt
Strandlyst-huset er i mange sommerhusområder blevet førstevalg, når det handler om at skifte huset på den gamle sommerhusgrund ud med et nyt.
”Strandlyst passer perfekt ind i de ældre, klassiske sommerhusområder, hvor mange simpelthen vælger at benytte sig af vores byt-til-nyt-kompetencer og udskifter deres utidssvarende og forfaldne sommerhus med et nyt Strandlyst-hus”, fortæller EBKs marketingdirektør Dorthe Keinicke Bastved.
EBKs populære byt-til-nyt-løsning gør det ultra-nemt for kunderne at udskifte deres gamle sommerhus med et nyt. Det er en pakkeløsning, hvor EBK sørger for det hele: River det gamle hus ned, kører alt affaldet bort, indhenter byggetilladelser og opfører det nye. Det eneste kunden skal gøre, er at tage stilling til, hvad huset skal indeholde, så sørger EBK for resten.
Yderligere oplysninger:
Marketingdirektør Dorte Keinicke Bastved, EBK Huse A/S, tel. 58 56 04 00
/ Januar 2008
|