”Velkommen til Bornholm. Vi håber, I har haft en god rejse hertil og får en god ferie.” Sådan står der hver gang på en seddel på køkkenbordet, når nye lejere tjekker ind i sommerhuset i Pedersker på Bornholm. Men den hjertelige velkomst begrænser sig ikke kun til ord. Alle gæster får også et glas honning og en buket blomster. En gestus, som slet ikke forventes af hverken lejere eller udlejningsbureauet NOVASOL.
Men det er et vigtigt ritual for Grete: ”Vi lejer vores sommerhus ud med stolthed. Derfor vil vi gerne byde vores lejere velkommen, så de føler sig godt tilpas - og jeg ved bare, hvor meget en buket friske blomster betyder for humøret.”
Homemade Honning
Bag honningen gemmer der sig en sød historie. ”Vi har drevet landbrug i mange år – blandt andet frøavl med hvidkløver. Udbyttet af hvidkløver er afhængig af biernes evne til at bestøve planterne.
Men der er sjældent nok bier i naturen. Derfor startede vi med at leje bi-familier af en ældre mand. Da årene gik, opfordrede han os til at starte som biavlere, så vi kunne fortsætte, når han slap. Det blev starten på min nye passion,” fortæller Grete. I dag har parret overdraget landbruget til deres søn, men bierne passer hun stadig på 15. år. Det kommer nu både turister og fastboere tilgode.