Gilbjerg Hoved er en af Danmarks naturskønne perler. Her på den nordligste tip af Sjælland ligger det fredede klitområde og bugter sig ud til Kattegat med badebyen Gilleleje mod øst og stribevis af skønne sommerhuse i sin nærhed. Et af dem tilhører familien Olsen.
”Vi flyttede til Frankfurt for flere år siden for at arbejde i Den Europæiske Centralbank. I starten boede vi hos vores familie, når vi var i Danmark. Men da vores datter blev født, begyndte det at blive lidt trangt.
Derfor købte vi et gammelt, klassisk og sort-hvidt sommerhus fra 1952 ved Smidstrup Stand. Det var meget charmerende, men uanset hvor meget vi byggede om og byggede til, blev det aldrig stort nok eller godt nok. Ikke mindst da vores søn også kom til verden, nogle år efter,” fortæller Michael fra byhuset i hjertet af Europa med hustruen Hanne på medhør. Familien har altid prioriteret det sociale liv, når de er i Danmark. Derfor gik jagten ind på et større hus med rum til venner og familie.
Arkitekt-tegnet hus blev løsningen
Det var svært at finde et hus, der matchede familiens kriterier, og de brugte flere somre på at finde det rette sted. Til sidst faldt de for en stor og aflang grund ved Tinkerup Strand med et gammelt hus. Grunden var meget større end planlagt, men alligevel den helt rigtige.